Metakognitiv terapi handler om, hvordan man tænker om tanker, og hvordan man kan ændre måden at forholde sig til bekymringer og negative tanker på.
Denne tilgang kan være særligt nyttig for børn og unge, da de ofte ikke har de samme strategier til at håndtere deres indre tankestrømme som voksne. Tankemylderet kan være svært at kontrollere.
Nogle børn og unge lider af begyndende angst, som kan vise sig på flere måder. Det kan være ved bekymringer om fremtiden, i samværet med andre, i forhold til at skulle præstere, i forhold til at skulle sove om aftenen etc.
Vi arbejder med at mindske mængden af tid, som jeres barn bruger på tankemylder. Bruger på unødige tanker, som alligevel ikke giver nogen værdi, men som i stedet er med til at dræne enegien fra barnet.
Ved at blive bevidst om, hvornår tankerne opstår, og hvad tankerne gør, kan vi skabe en bevidsthed på en ny måde omkring vores tanker. Gennem terapien lærer barnet, at det er muligt at kontrollere, hvor meget opmærksomhed de opslidende tanker skal have.
Vi kommer til at bruge alt for meget tid på tanker, som dermed sluger energien og skaber mønstre som undgåelse, frustration og i nogle tilfælde stort behov for kontakt og bekræftelse fra voksne.
I stedet for kun at fokusere på indholdet af tankerne, hjælper metakognitiv terapi børn og unge med at forstå, hvordan deres tankeprocesser fungerer, og hvordan de kan ændre deres reaktioner på tankerne.
Det har stor effekt at lære i en ung alder. Derfor giver det god mening at starte tidligt og lære om denne måde at forholde sig til sine tanker på.
Når der er mange bekymrende tanker kan det betyde, at nogle børn og unge undgår bestemte situationer. Situationer som skaber mange bekymringer hos ens barn.
Det kan også betyde, at hele familien føler sig nødsaget til at indrette sig efter de angstfyldte tanker. Dermed kan man let komme til at gøre sit barn en bjørnetjeneste, fordi tingene i overdreven grad bliver planlagt efter et stort hensyn til barnet.
Som forældre gør man det i bedste mening, men der kan skabes uhensigtsmæssige mønstre, som kan være svære at bryde igen.
Her kan metakognitiv terapi til barnet og forældrevejledning til forældrene, give nye konkrete muligheder for at ændre mønstrene.
I får helt konkrete redskaber, som I kan bruge, når mønstrene dukker op. I får hjælp til at bryde mønstrene med disse helt håndgribelige øvelser og redskaber, som I får med fra terapien. På den måde kan de fastgroede mønstre brydes og I vil få en anden form for kommunikation omkring de svære tanker.
Der er en tydelig og klar kommunikation med både barn og forældre, så I ved, hvordan der arbejdes i metakognitiv terapi. I vil få viden om, hvad vi gør og hvorfor. Det er for at sikre, at dit barn føler sig trygt og respekteret under hele forløbet. Derudover vil der også være opmærksomhed på at bruge et sprog, der er tilpasset barnets alder, så barnet føler sig hørt og forstået.
Da metakognitiv terapi ikke handler om at gå ind i indholdet af ens tanker, er det en meget blid form for terapi.
Det betyder, at man ikke nødvendigvis dykker ned i forskellige oplevelser eller ubehagelige situationer, men mere handler om at forstå hvordan man håndterer tankerne der opstår i forbindelser med svære situationer. Dermed opleves terapien for de fleste børn og unge som befriende og let at gå til.
Efter hver session vil I forældre være med de sidste 5-10 min., hvor I kort vil blive informeret om, hvad terapi-sessionen har indeholdt, hvilke øvelser jeres barn skal have fokus på hjemme, og hvordan I hjælper jeres barn bedst. Det er vigtigt, at I forældrene støtter jeres barn mest mulig i de nye vaner, som skal oparbejdes omkring deres måde at tænke på.
Mange af de børn og unge som har været i terapi hos Tankemylderet fortæller, at de synes det er rart, at man ikke går så meget ind i, hvad de har af tanker. Og hvorfor gør man ikke det i denne terapiform?
Fordi det ikke er vigtigt. Vi har alle bekymringstanker indimellem. De dukker pludseligt og ud af det blå. Det der er vigtigt at lære er, hvordan vi forholder os til vores bekymringstanker. Om vi lader os "opsluge" af tankerne og føler, at vi overhovedet ikke har kontrol med det.
I den metakognitive metode handler det om at kunne identificere hvornår tankemylderet opstår. Skabe en bevidsthed omkring det. Når først vi har skabt en bevidsthed om, hvornår tankerne kommer, så kan vi lære at kontrollere vores opmærksomhed. Vi kan lære at acceptere, at vi indimellem får svære tanker, og vi kan lære at lade dem være - selvom det er svært! Mange gange bekymrer vi os jo om noget, som slet ikke bliver til noget alligevel. Og efter mange timers spekulationer, kan vi føle os enormt drænet for energi. Derfor er det så vigtigt, at vi kan lære at lade tankerne være.
Jeg plejer at sige, at de skal lære deres hjerne at blive lidt mere doven - i hvert fald i forhold til bekymringstanker.
Forældrene til de børn og unge, som er i terapi hos Tankemylderet fortæller, at det er meget betryggende at få helt konkrete øvelser, som barnet skal lave hjemme. Og de redskaber, som de bliver præsenteret for, giver dem også helt konkrete handlemuligheder i forhold til deres barns udfordringer.
© 2025 Tankemylderet.dk / Alle rettigheder forbeholdes